Granitsøjler til haven
Unikke granitsøjler i høj kvalitet
Kunne du tænke dig at pryde din have eller din indkørsel med en eller flere granitsøjler, som ingen andre har? Så kan jeg hjælpe dig. Som stenhugger fremstiller jeg unikke granitsøjler i høj kvalitet til private husejere i mit eget lokalområde i Snedsted omegn, men jeg har også kunder i Thisted, Nykøbing Mors og resten af Nordjylland.
Alle mine produkter er unikke, og der findes derfor ikke to granitsøjler, der er ens. Fælles for dem er dog, at de alle er fremstillet i en utrolig høj kvalitet, da jeg udelukkende anvender de bedste materialer, som du kan læse mere om nedenfor.
Til mit arbejde benytter jeg mig af en selvlært flækketeknik, men med udgangspunkt i de gamle håndværkstraditioner. Dette giver nogle fantastisk smukke granitsøjler, hvor granittens naturlige struktur og farver bevares.
Materialer til granitsøjler
Herunder kan du læse mere om de forskellige materialer, jeg benytter mig af i fremstillingen af granitsøjler.
”Polargranit” eller Masikvartsit
I virkeligheden er den såkaldte polargranit ikke en granit, men en kvartsit, der har fået navnet Masikvartsit opkaldt efter bygden Masi ved Kautokeino i Nordnorge. Kvartsit er en meget hård, metamorft omdannet bjergart, der består overvejende af mineralet kvarts. Derudover indeholder kvartsiten blandt andet også fuchsit, der er det glimmermineral, som giver den flotte grønne farve. Fuchsit er en variant af glimmermineralet muskovit, der er rig på krom.
Masikvartsiten er af nogle forskere blevet tolket som oprindeligt sand med indhold af lidt ler, der under en spredning af oceanbunden er blevet begravet så dybt under jordskorpen, at den er blevet udsat for metamorf omdannelse på grund af høje temperaturer eller tryk. Dette bevirkede en omdannelse af de oprindelige mineraler til en kvartsit med indhold af fuchsit. Det er oprindelige lermineraler, der er blevet omdannet til grønne glimmermineral fuchsit, der giver den flotte farve i Masikvartsit.
Masikvartsiten er fra den prækambriske periode, mere nøjagtigt fra den del, der benævnes Palæoproterozoikum, som er perioden, der varede fra 2500 til 1600 millioner år siden. På det tidspunkt var der et meget lavere iltindhold i atmosfæren og havet end i dag, og de eneste levende organismer, der fandtes, var bakterier og primitive alger.
Halmstadgnejs
Halmstadgranit blev dannet for ca. 1680 millioner år siden og udgør grundfjeldet i området omkring Halmstad i Sydsverige. Senere blev denne granit udsat for meget høje temperaturer og tryk for ca. 1440 millioner år siden og for ca. 1100–920 millioner år siden, hvorved granitten i mange tilfælde blev metamorft omdannet til granitisk og granodioritisk gnejs. Halmstadgnejs kaldes også Hallandiagnejs, på engelsk Hallandia gneiss.
Kontakt mig gerne, hvis du vil vide mere
Hvis du gerne vil have flere informationer om, hvordan jeg kan hjælpe dig med at lave netop den eller de granitsøjler, du søger, så kan du altid ringe eller skrive til mig.
Hvis du ønsker at se mine kreationer og finde inspirationer, er du også velkommen til at besøge mig i Snedsted, kigge forbi en af de messer og udstillinger, jeg deltager i, eller se mere i mit galleri her på siden.